DU ER HER: FORSIDE > Praktik > Mød praktikanterne

Mød de studerende


Rikke, tidligere studerende og nu fastansat pædagog


For at få mest muligt ud af sin praktikperiode på Lænke-Pensionatet er det vigtigt at møde op med et åbent sind og en høj forventning til sig selv omkring relationsarbejde. Selvom Lænke-Pensionatet er et lille sted, er det rigt på muligheder for dig som studerende. Der er både tid og plads til at være kreativ, nyskabende og komme med forslag til ture, aktiviteter og selvfølgelig til nye eller anderledes handlingsmuligheder på det faglige plan. Både de ansatte, de frivillige og beboerne på stedet er meget imødekommende og gode til at inddrage en i husets dagligdag. Dette både inden for normer, kultur og pædagogik. Som studerende får man mulighed for at tilbringe meget tid med beboerne, men også mulighed for at sætte sig ind i en masse opgaver, der omfatter den støtte, der fagligt bliver ydet over for beboerne.

Tværfaglighed er en vigtig del af arbejdet på Pensionatet. Samarbejdet med de forskellige kommuner, sagsbehandlere, læger, behandlere, støtte-kontaktpersoner m.m. giver store muligheder for at udvikle sig både fagligt og personligt. For at skabe sammenhæng i praktikken og for at få mest muligt ud af det halve år man tilbringer på Pensionatet, som pædagogstuderende, er det vigtigt at brede sig og at vise interesse for de forskellige pædagogiske opgaver, der ligger i arbejdet med beboerne.

Lænke-Pensionatet er lige stedet for dig, hvis du i din praktik gerne vil deltage i spændende møder, handlingsforløb og forskellige pædagogiske processer. Hvis du gerne vil føle, at der er plads til at komme med nye forslag til aktiviteter og arrangementer. Hvis du vil arbejde på et højt fagligt niveau og sidst men ikke mindst er interesseret i at møde en masse dejlige mennesker.


Kristina, tidligere studerende


Efteråret 2011:

For lidt over to måneder siden stod jeg for første gang på Lænke-Pensionatet og skulle i gang med en praktikperiode på et halvt år. Jeg gik op igennem en lille sti, hvor små lejligheder i hyggelige og grønne omgivelser kom til syne. Allerede her var jeg positiv overrasket, da jeg nok havde forventet et sted i mere institutionsprægede omgivelser.

Mine første uger på Pensionatet var hårde, men gode. I begyndelsen skulle jeg lige finde ud af, hvem der var hvem, og finde min plads. Efterhånden som dagene gik, fandt jeg mig mere og mere til rette, og jeg blev hurtigt en del af personalegruppen, som til trods for, at der har været mange forandringer og travle dage, har taget rigtig godt imod mig, og de ideer jeg er kommet med.

Lænke-Pensionatet er et lille og intimt sted, så man er tæt på de mennesker, som bor og arbejder der. Fællesskabet er derfor enormt vigtigt. Det gjorde mig egentlig lidt nervøs i starten, for jeg var jo ikke sikker på, om jeg passede ind, og jeg var i tvivl, om beboerne ville synes det var okay, der kom sådan en ung studerende som mig. Men jeg er blevet taget så godt imod af beboerne, som jeg har et rigtig godt forhold til.

På Lænke-Pensionatet er der selvfølgelig dage, hvor der er masse af ting der skal nås. Men det er kun med til at gøre hverdagen som studerende på Lænke-Pensionatet rigtig spændende, da der ikke er to ens dage. Arbejdet består af en god kombination af praktisk arbejde og relationsarbejde, men der er også meget selvstændigt arbejde, hvor man får lov til at prøve sig frem, men samtidig er der altid hjælp at hente hos ansatte og frivillige. Jeg vil sige til andre studerende, at Lænke-Pensionatet er et praktisksted hvor den daglige gang er spændende, interessante dilemmaer dukker op og man får mange oplevelser og smil med sig i bagagen.